4.3.13

Detroit kører ud over afgrunden

RABUNDUS: Detroit - bilernes by - er på vej ud over den finansielle afgrund. Derfor vil guvernøren i delstaten Michigan, Rick Snyder, nu udpege en administrator, som skal sanere byens finanser.

Et reelt kup, diktatur og tilsidesættelse af demokratiet, siger modstanderne.

En måde at få ryddet op i en by, hvor demokratiet for længst er sat ud af spillet, siger tilhængerne.

Detroits gæld er nu på 14 milliarder dollars, og hvert år er underskuddet på budgetterne voksende. I år er det over 300 mio. dollars.

Byen har de seneste årtier mistet masser af arbejdspladser, særligt i bilindustrien. Befolkningstallet er gået fra 1,8 mio. i 1950 til 714.000 i 2010 - men den offentlige sektor er ikke skrumpet tilsvarende.

Fagforeninger har et godt tag i byens ansatte, og i de senere uger er medierne kommet med flere historier om groteske tilstande, som koster bystyret dyrt.

Hestesko
Således har Detroits vandselskab en medarbejder ansat til at sætte sko på heste. Lønnen er 56.000 dollars om året - men vandselskabet har ingen heste.

Endvidere har vandselskabet dobbelt så mange ansatte pr. liter pumpet vand som vandselskabet i Chicago.

Læs flere eksempler her.

Tilhængerne af guvernørens tiltag siger, at fagforeningerne for længst har kuppet sig til magten i byen. Det er nødvendigt med en teknokrat-løsning for at rydde op.

Guvernør Rick Snyders løsning er at udpege en krise-administrator af byen.Vedkommende skal have vidtgående magt til at afblæse aftaler med fagforeningerne, skære i de offentlige udgifter, sammenlægge afdelinger, sælge offentlig ejendom osv.

- Der er næppe nogen anden by i USA med tilsvarende store problemer. Detroits udfordringer er for grundlæggende, for langvarige og og for store til at blive løst af byen selv, erklærede Snyder ved et pressemøde.

Etnisk slagside
I byen raser flere og siger, at  det er et reelt kup, diktatur og tilsidesættelse af demokratiet. Kritikken får ofte en etnisk slagside: Detroit har et sort befolkningsflertal, mens resten af Michigan har overvægt af hvide amerikanere. Fra Detroit lyder budskabet, at nu ruller hvide politikere igen henover den sorte befolkning.

Den mest afbalancerede reaktion kommer fra borgmester Dave Bing, som siger, han vil se nærmere på Snyders forslag og gerne arbejde tæt sammen med delstaten.

Snyder træffer en endelig afgørelse i denne uge.

No comments:

Post a Comment